Selvom nordboerne i vikingetiden kunne fremstille visse mejeriprodukter til eget brug, har der – trods fåreavl gennem de sidste par hundrede år – ikke været tradition for at fremstille fx ost i Grønland. Det er nogle fåreholdersteder nu ved at lave om på. På forsøgsbasis eksperimenterer man med at produktudvikle flere spændende smagsvarianter af oste fremstillet af fåremælk og tilsat vildtvoksende, lokale krydderurter.
Også på dette område er der et stort potentiale for at tilføje nye, unikke produkter til den farverige palet af lokalt producerede fødevarer med en særlig karakter og historie.