Med en rig smag, der indkapsler selve essensen af havet, er rogn fra søpindsvin en vidunderlig spise, som er eftertragtet af gourmeter rundt omkring i verden. Ikke mindst i lande som Japan og Frankrig. Men også på verdens bedste restaurant, Noma i København, står søpindsvin på listen over de ingredienser, der indgår i opskrifterne.
Farvandet ud for Grønland er spækket med de små, stikkende havdyr – oven i købet i en helt speciel kvalitet i kaviarklassen. De kan være en udfordring at håndtere, men belønningen er indsatsen værd.
Brug handsker og stik forsigtigt en saks ind i bunden og klip ud mod siderne hele vejen rundt. Fjern bunden og skyl søpindsvinene i koldt vand og pil de spiselige orange dele ud med en lille ske.
De kan tilberedes på forskellige måder, men også spises rå.
Prøv fx at nyde rognen fra en friskfanget søpindsvin direkte fra skallen. Det er intet mindre end en himmerigsmundfuld …